Historien om Filippa og Filippaæblet

Modertræet til Filappa’s æbler lever videre. Ganske vist var det lige ved at blive fældet, da man i 1906 begyndte at snakke om, at man ville bygge en fløj på den gamle skole eller forlænge skolebygningen. Så ville træet komme til at stå i vejen for det påtænkte byggeri. så vidt vides var sognerådet mest stemt for at fælde træet, men det vakte megen modstand hos den lokale befolkning, specielt hos egnens digter Lars Jensen som den 13. marts 1906 skrev følgende:

Så blev det da din skæbne, du gamle, ærværdige træ, du som kastede glans over Sydfyns frugttræer, du som var alle ”Pomologers” fryd, og til hvem alle frugtelsker så op med glæde, du som ved navnet ”Filippa” har fået hjerter til at banke og tænder til at løbe i vand. Du skønne frydefulde træ, din frugt blev fundet værdig til at sætte på selve majestætens bord – At dit endeligt skulle blive således foragtet af sognerådet, blive hængt i en talje, slæbt af et par løbske heste og berøvet sine bedste og dybeste rødder. Ja sådan forgår denne verdens herlighed.

Du gamle træ, jeg ønsker dig tillykke 
thi om du dør, da ej dit bedste smykke
ved slig en pilgrimsfærd du tabe kan.
Selv navnets glans jo også kan gå an
Thi om du end nu måtte livet miste, 
da husk da husk de mange podekviste,
der nu er spredt så trindt om land
de flyver ej for vind som sand. 

De deres rødder slår i unge stammer,
Som spæde børn man dem opammer 
Derfor du gamle træ, læg trøstig dig til hvile.
Dit hædersnavn ”Filippa” over landet Ile,
Og når engang dit støv er smuldret hen,
vi nye træer tilbage har af dig igen.
Farvel, farvel du kære gamle træ
mod livets storm til sidst dog findes læ.

Heldigvis gik det ikke så galt, som Lars Jensen frygtede. Der var nemlig ingen, der kunne tænke sig at fælde træet, og da man i 1910 skulle i gang med byggeriet, havde man ud-tænkt en snedig plan, som man mente kunne bruges til at flytte træet med.
Det skulle ikke flyttes så langt, kun hen mellem lærerboligen og skolebygningen. Men det var stort og ikke så nemt at få op af jorden og ned igen på den nye plads. Den gang havde man ikke de store gravemaskiner og kraner, som man har i dag. Nej, alt skulle fo-regå med hånd og hestekraft. Man gravede et meget stort hul omkring træet og et end-nu større og dybere på den nye plads. Mellem de to huller lavede man en grøft, og så lod man heste trække træet igennem grøften med jord omkring roden, hen til den nye plads. Det lykkedes. Træet slog rod igen og groede videre, som om intet var sket og den dag i dag står det på den plads, som det fik tildelt i 1910.

Æblet var efterhånden blevet så kendt, at man kunne købe det overalt i landets planteskoler og enhver frugtavler dyrkede naturligvis Filippaæbler i sin have.
Professor ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, A. Pedersen siger engang i tyverne om Filippa-æblet i Danmarks Frugtsorter: Frugten er middelstor, formen meget foranderlig. Den grønne grundfarve går efterhånden over til gulligt, hvidgult og guldgult. Den er overtrukket med en fin hvidlig dug. Skyggefrugter er helt uden dækfarve, medens de solbeskinnede frugter kan være orange, matte eller skinnende karminrøde, ofte med bratte farveovergange. Æblet plukkes i sidste halvdel af september. Det tåler ikke at gemmes for længe. Det er første klasses spiseæble. Det har en fin smag. Nogle finder det dog for ”parfumeret” både i lugt og smag. Også som madæble er det anvendeligt og godt. træet er hårdfør og kan trives overalt i landet. Det er i øvrigt meget udbredt. I 1920 betegnedes det efter antal træer som nr. 9 i planteskolerne, nr. 8 i frugthaverne.

I 1937 tog lærer Johannsens arvtager i lærerembedet, 1. lærer Madsen, initiativ til sammen med formand for Husmandsforeningen, Laurits Nielsen, at få Filippa-modertræet fredet. Det lykkedes for dem. I 1937 hængte man en kobberplade på træet med inskri-tionen ”Fredet den 27-8-1937”, og der hænger den endnu.
I dag er både den gamle skolebygning og den gamle lærerbygning solgt til beboelse og lige i skellet de to bygninger står træet. Det er som skrevet fredet tillige med et område med en radius af 4 meter, regnet fra træets stamme.
Alle de mennesker, der var med til at skabe dette lille eventyr, er for længst borte. Men frøken Filippas navn vil aldrig blive glemt.
Måske vil nogen nu spørge, hvad blev der egentlig af den lille pige, der i 1877 lagde kærnen til det første Filippa æbletræ og som jo også gav navn til det. Ja, frk. Filippa var en ægte Hundstruppige. Hun boede, bortset fra en kort periode, hvor hun gik på syskole i Odense, hos sine forældre. Efter faderens død etablerede hun sig som syerske i sin moders hus. Der var en overgang flere ansatte på hendes systue. Mange Hundstrupfruer har gået rundt i kjoler syet af frk. Filippa.
I 1914 oprettede hun sammen med sin mor, enkefru Johannsen, et lille privat børnehjem i huset og som hun havde elsket træer, planter og blomster, elskede hun også de børn, hun fik i sin varetægt. De havde det godt hos hende. Filippa Johannsen blev aldrig gift.
Ved juletid i 1922 blev hun syg, men skønt hun led meget, holdt hun ud. Til sidst måtte hun dog give efter. Hun kom på Svendborg sygehus og blev opereret, men kom aldrig hjem mere.
Mandag d. 16-4-1923 døde hun og blev begravet ved siden af sin far. Børnehjemmet blev overtaget af en ugift søster Mathilde og hun førte det videre til langt op i trediverne. Enkefru Johannsen døde d 31-8-1930