VEDTÆGTER FOR HUNDSTRUP BORGERFORENING
§ 1: Navn og hjemsted:
Foreningens navn er Hundstrup Borgerforening. Foreningen er hjemmehørende i Hundstrup, Svendborg Kommune.
§ 2 Foreningens formål:
Foreningens formål er at bidrage til at skabe rammerne for, at der kan dannes sociale fællesskaber og initiativer omkring kultur, sport og fritid i Hundstrup til glæde og gavn for alle generationer. Vi vil bidrage til et foreningsliv, der udvikler lokalsamfundet og medvirker til fællesskabsidentitet
§ 3 Medlemskreds:
Udøvende samt enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål optages i foreningen.
Indmeldelse sker på foreningens ”stamkort” ved henvendelse til foreningens formand, kasserer eller udvalgsformænd.
Medlemsskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent første gang. Kontingentet, som er personligt, fastsættes af bestyrelsen.
Udmeldelse kan ske ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem med virkning fra udgangen af et kvartal.
Et medlem, der ikke vedkender sig foreningens vedtægter, eller på anden måde skønnes at være uværdig til fortsat at være medlem af foreningen (ved fx ikke abetale sit kontingent), kan udelukkes når dette vedtages af bestyrelsen. Dog kan udelukkelsen indankes for førstkommende generalforsamling.
§ 4 Økonomi, regnskab og revision:
Foreningens regnskabsår løber fra 1/1 - 31/12 (1. januar til 31. december).
Bestyrelsen er ansvarlig for regnskabet over for generalforsamlingen.
Kassereren har dog ansvaret for regnskabets udfærdigelse. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingens valgte revisorer.
Formanden har pligt til at holde sig underrettet om kassebeholdningen og regnskabet.
Bestyrelsen skal gennemgå årsregnskabet, før det sendes til revision, og påse at status er ført op under omhyggelig hensyntagen til værdier og forpligtelser.
§ 5 Tegningsregler og hæftelse:
Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser der påhviler foreningen.
§ 6 Generalforsamlingen:
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes en gang om året inden udgangen af marts måned, og indkaldes med mindst 3 ugers varsel med angivelse af dagsorden ved brev til medlemmerne og/eller ved annoncering i den lokale presse.
Alle fremmødte medlemmer (der senest ugedagen forinden har betalt forfalden kontingent), har stemmeret - dog indtræder der én værge for børn/unge under 16 år. Valgbare er alle medlemmer over 18 år. Dog kun én stemme per fremmødte stemmeberettigede. Kandidater til bestyrelsen skal være til stede på generalforsamlingen, eller give skriftligt tilsagn om valg.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal minimum indeholde følgende punkter:
a) Valg af stemmetællere
b) Valg af dirigent
c) Bestyrelsens beretning v/ formanden
d) Kassereren fremlægger det reviderede regnskab
e) Indkomne forslag
f) Valg af bestyrelse samt 2 suppleanter
g) Valg af 2 revisorer og revisorsuppleant
h) Eventuelt
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde
senest 14 dage før generalforsamlingen.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal (én over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot en mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages der altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal.
§ 7 Ekstraordinær generalforsamling:
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når flertallet af bestyrelsens medlemmer begærer det, eller når 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom til bestyrelsen, med angivelse af de anliggender, der ønskes gjort til genstand for generalforsamlingens behandling.
Generalforsamlingen skal i dette tilfælde indkaldes af bestyrelsen senest 4 uger efter en sådan begæringen er kommet formanden til kendskab. lndkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.
§ 8 Vedtægtsændringer:
Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen jvf. §6 stykke 4. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, hvorpå de vedtages.
§ 9 Foreningens daglige ledelse:
Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af 4 medlemmer.
Et bestyrelsesmedlem vælges for en 2-årig periode. Der skal således fremover vælges henholdsvis 2 og 3 personer hvert andet år. Suppleanter vælges hvert år. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærærende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelse afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger formand, næstformand, kasserer og udvalgsformænd. Alle tillidsposter gælder frem til næstegeneralforsamling.
Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Formanden - og i dennes fravær næstformanden, indkalder og leder bestyrelsesmøder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst 2 medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det over for formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodning.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede, hvoraf formand eller næstformand er den ene heraf. Alle beslutninger træffes ved simpelt flertal. l tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Over forhandlingerne - og bestyrelsesmødet i helhed føres protokol, og mindretallet har krav på, at dets meninger, såfremt det ønskes, tilføres protokollen.
Beslutningsreferatet fra det foregående møde resumeres og underskrives af de tilstedeværende på hvert bestyrelsesmøde.
§ 10 Foreningens opløsning:
Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.
Den generalforsamling, der endeligt vedtager foreningens opløsning, træffer ligeledes beslutning om, hvilket velgørende eller alment nyttigt formål foreningens evt. formue måtte gå til.

